SÅDAN skal der spares på vores ældre i 2025
I social- og sundhedsudvalget startede vi året med den første orientering fra administrationen om, hvordan man har tænkt sig at udføre den besparelse, som alle i byrådet, undtagen IshøjDemokraterne, har pålagt vores plejecentre ved budgettet for 2025.
Hvis du hurtigst muligt vil se de offentligt tilgængelige besparelsesplaner, som er lavet af henholdsvis medarbejderne og ledelsen på plejehjemmene, kan de findes som bilag 1 og 2 under punkt 9 i dagsordenen for byrådsmødet 28-01-2025 her: https://ishoj.dk/borger/demokrati/dagsordener-og-referater/ishoej-byraad-28-01-2025-17-00
Du kan også høre min gennemgang af sagen ved byrådsmødet 2 timer og 26 minutter inde, gennem linket her: https://www.youtube.com/watch?v=iJc7JdwfvWo
Hvis du vil have mere kontekst om sagen, så kommer det herunder.
KORT INTRO:
Først og fremmest er spareplanen, hvor hver borger på vores plejehjemfremover skal koste kommunen 75.000,- kr. mindre om året, underskrevet af: Ishøjlisten, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, SF og Enhedslisten.
Administrationen orienterede ALLE i byrådet i efteråret 2024, om at besparelsen vil koste 18,2 medarbejdere på de to plejecentre, hvilket svarer til en besparelse på 10 %.
Derefter blev personale og ledelse på vores to plejecentre pålagt selv at komme med forslag til, hvordan de fremover ville løse deres vigtige opgaver - nu med markant færre hænder.
Det er jo en umulig opgave, de 18 øvrige byrådsmedlemmer her har givet personalet på vores plejecentre. At de selv skal tage ansvaret og finde på løsninger på besparelser, selvom det er dem, der får færre kollegaer og skal løbe hurtigere.
ANNELISE MADSEN BERETTER:
"Mit arbejde for Ishøjs borgere startede brat med en fremlæggelse af, hvordan der helt konkret nu skal spares på vores plejecentre, som reaktion på de budgetter, de øvrige byrådsmedlemmer har vedtaget de seneste år.
Alle byrådsmedlemmer er blevet orienteret af administrationen om besparelserne som konsekvens af de vedtagne budgetter i efteråret 2024. Vi er ALLE blevet fortalt, at der skulle spares 10% og at det ville koste 18,2 medarbejdere på vores to plejecentre over de næste par år.
Så det kom ikke som et chok for mig. Jeg har læst alle detaljer i de vedlagte budgetter og bilag gennem årene og fulgt udviklingen i besparelserne tæt, for velfærden hos vores svageste borgere er en mærkesag for mig og ishøjDemokraterne.
Men det kom åbenbart stadig bag på en del af de andre byrådsmedlemmer. Venstre gik endda så langt som til at kalde det for konspirationsteorier, da jeg læste op, hvordan plejecentercheferne ville prøve at imødekomme de besparelser, som de andre byrådsmedlemmer har valgt at sende i deres retning.
Alle i byrådet, undtagen jeg selv. Jeg og IshøjDemokraterne fremlagde et fuldt finansieret budget for 2025 Bilag 6 Ishøj Demokraternes budgetforslag 2025-2028.pdf hvor der ikke var nogen besparelser på vores plejehjem. Det handler om prioritering. Og der vil jeg absolut ikke være med til at spare på vores svageste. Dem, vi skylder respekt og omsorg.
Alle andre end jeg, har ved de seneste to års budgetter valgt at lave nedskæringer hos vores ældste og svageste borgere – og nu skal de føres ud i livet. Og der bliver skåret på de varme hænder. Ganske som vi har fået fortalt, at det ville ske.
Så da vi på Social- og sundhedsudvalgsmødet i starten af året nu fik fremlagt PRÆCIS hvordan, man i ledelsen på plejecentrene ville prøve at løse de livsvigtige opgaver - nu med endnu mindre personale - var jeg nødt til at bruge min standsningsret på mødet.
Jeg nægter at lade resten af byrådet kunne sige, at de ikke kendte til konsekvenserne af deres besparelser hos vores svageste.
Jeg brugte min standsningsret, så sagen skulle sendes til byrådet for at blive vedtaget. Så beslutningen om besparelsesmetoderne SKULLE træffes af dem alle med ÅBNE øjne.
- Så hvis I møder byrådsmedlemmer senere her i valgåret, der siger, at de ikke kendte til konsekvenserne, så kan I vise dem videoklippene herunder og holde dem til ansvar!
Jeg læste direkte op af de offentligt tilgængelige dokumenter, som plejecenter-cheferne har sendt til vores orientering.
At besparelserne faktisk er SÅ HÅRDE, at blandt andet Venstre senere kaldte min gennemgang for konspirationsteorier, den må de jo tage med deres egen samvittighed – eller rette op på deres manglende evne til at læse bilag og forstå detaljerne omkring de ting, de vedtager i byrådet i fremtiden. For det skylder vi vores borgere.
Vi skylder vores borgere at sætte os ind i sagerne og tage personligt stilling for den løn vi får for vores byrådsarbejde.
Det er det, borgerne betaler os for. Det, de sætter deres lid til, når de stemmer på os senere på året.
Og det hjalp i øvrigt ikke engang, at jeg læste bilagene fra plejehjemscheferne højt for dem.
For få minutter efter vedtog alle 18 personer i byrådet alligevel besparelserne."
UDPLUK FRA BESPARELSESPLANERNE (De fulde planer fremgår af bilag 1 og 2 fra byrådsmødet ovenover):
- At personalet fremadrettet både har ansvaret for planlægning af vagtplaner og den daglige prioritering.
- at lederne skal overlade meget mere ansvar ud i yderste led, og "lære" kun at være coachende i forhold til medarbejderne.
- at besparelsen på antallet af medarbejdere, skal komme ved naturlig afgang, altså genbesættes stillinger ikke , og ledelse og medarbejdere pålægges at finde løsninger lokalt på stederne hvor der så mangler folk. De skal dække hinanden på tværs af afdelingerne.
- I forsøget på at nedsætte antallet af sygedage hos medarbejderne, har man også drøftet som en mulighed, at de ansatte der har et barn syg, og bør være hjemme med barnet eller have anden person til at passe barnet, kan bruge en opbevaring af deres barn et sted på plejecenteret, mens de selv skal være på arbejde, så der ikke trækkes en vikar i den situation. Med den løsning, har vi mindst 3 parter der kommer til at lide under nedskæringerne:
1. borgerne, der kommer i anden række for en ansat mor der har et sygt barn der også har behov for omsorg, og borgerne udsættes for en urimelig smitterisiko for de svage borgere, med mulige store konsekvenser ved virussygdomme mm som, er helt almindeligt hos småbørn, men svært for mange ældre at komme sig over, og ofte kan have fatale følger for ældre med lungebetændelse, sengeleje og død, ovenpå "bare" en forkølelsesvirus.
2. barnet, når den ansatte mor/far må forlade det i børnerummet for at passe sit arbejde
3. den ansatte der bedes om at være mindst to steder på samme tid og således udsættes for en urimelig stresssituation.
VI MENER:
Den vigtigste opgave i spareforslagene her, som gentages igen og igen i planerne, synes at være "Understøttelse af personalet" til at kunne stå med et nyt og større ansvar. Et ansvar som er givet til de enkelte medarbejdere, men af den samlede plejehjemsledelse på Kærbo og Torsbo plejecentre.
Vi der har haft daglig gang på plejecentrene ved, at det allerede kan være yderst svært at finde en personale i aftenvagt og nattevagt, uanset hvor stort behovet er, selvom man som friskt menneske kan fare rundt og lede.
Når plejehjemsbeboerne, som oftest er demente og mange gange typisk har mistet egen drift og eget initiativ til både mad, drikke og toiletbesøg og forståelse af tid og sted, ja så kan vi kun gisne om hvor lang tid vores kære kommer til at vente på hjælp og omsorg.
Man pointerer at dette kan iværksættes allerede "nu", som så var ved mødet 10/12/24, og at det bør medføre færre sygeplejersker. Her til skal lige nævnes, at der ikke er sygeplejersker på vagt ret mange af døgnets timer i forvejen, hvorfor dette er den helt forkerte vej at gå.
Hos IshøjDemokraterne mener vi at der på begge plejecentre altid bør være én sygeplejerske i vagt, så det er naturligt for denne at være ansvarshavende i forhold til syge og døende borgere på centret.
Ikke ét sted står beskrevet hvordan man vil "understøtte og sikre vores kære". Sikre at borgerne ikke bliver yderligere glemt/forsømt med færre medarbejdere på arbejde.
Hos IshøjDemokraterne mener vi ikke, at et større stressniveau hos medarbejdere og færre kollegaer, vil hjælpe med at fastholde de gode medarbejdere på plejecentrene, eller nedsætte antallet af sygedage. Tværtimod!
Hos IshøjDemokraterne mener vi ikke at vi skal nedprioriteres, når vi bliver gamle og virkelig har brug for hjælp og omsorg.
Som vi også kort bemærker i byrådsmødet, skal problematikken med det store sygefravær og den store brug af vikarmidler, ikke angribes med yderligere økonomisk pres, men ved at tilføre midler i første omgang. Det vil vi gerne uddybe her:
1. at udvide den økonomiske ramme på plejehjemmene, og få de fleste ansatte op på fuld tid,
2. derved får man kendte kollegaer og lidt flere timer til omsorg og pleje, samt det giver ejerskab i arbejdet og stabilitet for kolleger og borgere
3. så falder stressniveauet i arbejdet, når man får tid til at bruge sin faglighed og være lyttende og omsorgsfuld
4. det giver en personalegruppe hvor alle kender beboerne godt og dermed igen mindre stress til beboere og personale.
5. det medfører mindre brug af vikarer og sparer penge, da vikarer koster dobbelt op i forhold til fastansatte.
6. for alle demente er det utrolig vigtigt at personalet kender den enkelte rigtig godt, så kan hverdagen føles tryg for beboerne og mindre forvirrende, og det giver mere rolige og tilfredse beboere.
Den model flertalsgruppen har valgt nu, er at trække tæppet væk under plejehjemmene, ved at de får skåret i rammebeløbet til at drive det hele for, men skal levere det samme med færre medarbejdere. Det er med vores kære som ufrivillige gidsler. Ja, vi ved slet ikke, hvad det skal kaldes snart.
Ubærligt og umenneskeligt mod alle parter - Vi skal altså have flere IshøjDemokrater ind i det byråd ved næste valg.