Er vi klar i Ishøj?
Engang var krig og krise var langt væk. Men er der noget, jeg tager med mig fra en langt arbejdsliv som sergent i forsvaret, så er det, at situationer kan ændre sig hurtigt, og man er nødt til at have planer klar for, når det sker.
Vi skal som borger og samfund være klar til, at der kan opstå kritiske situationer. Strømmen i stikkontakten kan forsvinde, manglende vand og varme. Internettet udsættes for cyberangreb.
Ansættelse af beredskabskoordinator
Som borger bliver vi anbefalet til at have et lager af vand, mad, medicin og andre fornødenheder til mindst 3 dage, hvis samfundet bryder ned. Men hvad med kommunens beredskab? IshøjDemokraterne støtter, at der i det kommende budget ansættes penge til ansættelse af en beredskabskoordinator.
Det er helt nødvendigt, at man gennemgår og opdatere planer og procedure for kommunens beredskab. Og øver det i praksis, så alle ved hvad de skal. Kommunen har en vigtig opgave i at sikre tryghed for sårbare borgere, fx beboere på plejehjem, i botilbud eller hjemmeboende med behov for hjælp, hvis en krise opstår.
I denne proces kan ledere og medarbejdere på tværs af kommunen med fordel kunne dele erfaringer, planlægge øvelser og sikre, at alle ved, hvordan man bedst hjælper borgerne i en krise.
Ligeledes mener vi, at boligforeninger og grundejerforeninger skal inddrages i den samlede kommunale planlægning, således vi at lokalt kan organisere et beredskab, og hjælpe hinanden, der hvor vi bor.
Forberedende grunduddannelse (FGU) tilbydes unge i Ishøj
Fra 2026 kan de unge vælge en beredskabslinje med fokus på forsvar, brand og redning. Dette er et forsøg på at give de unge med interesse for beredskabet en oplevelse, af hvad arbejdet indebærer. Her kunne det være oplagt, at kommunen samarbejdede med FGU uddannelsen, ikke mindst i forhold til en øvelsesaktivitet.
IshøjDemokraterne er glade for, at kommer fokus på beredskab og tryghed. Godt valg!
Hilsen Kjeld Hansen,
chefsergent i forsvaret og kandidat for Ishøjdemokraterne